Historier

Lidkøb med champagne

Pandrup Mordet

Verdens første store skibs-dieselmotor
sejlede i Pandrups centrum 

Morgenbarberingen i Bredgade 11

Fønbølgningens skaber

Smed Riis

Pandrup-skrædderen i Paris

Borgerforeningens Stiftelsesfester

Pandrup Hestevæddeløb

Vagtværn mod "Den sorte børs"

Lidkøb med champagne

Slagter og kreaturhandler HERMAN THØGERSEN (1875 – 194?), beslægtet med blystøberne i Pandrup, havde i 1906 bygget slagterforretning med slagterhus i Løkkenvej 11, men da han var en meget dygtig kreaturhandler, bliver han i 1912 direktør for kvægtorvet i Aalborg. Han sælger derfor forretningen til sin halvbroder Peter Jansen, og bygger sig en villa på Blokhusvej 12. 

Han var en virkelig dygtig handelsmand, kanonsælger med store armbevægelser. En dag hvor han har afsluttet en virkelig stor handel; så stor at lidkøbet ikke bare kan være en øl og en snaps som vanligt, inviterer han køberen på champagne, men inden champagnen er blevet proppet op af tjeneren, bliver køberen kaldt ud, og må senere sende bud at han er forhindret i at komme tilbage. Her sidder så Pandrup-kreaturhandleren alene tilbage ved bordet med to glas opskænket champagne, da en kollega dukker op. ”Hej, kom og sæt dig, her står et glas champagne til dig!” – Kollegaen forstår straks situationen og svarer: ”Nej du, jeg drikker ikke slatter!” En sådan afvisning skal man ikke give Herman Thøgersen, der straks råber: ”Tjener, bring mig 2 flasker champagne mere, her er en mand der ikke drikker slatter!” De gode Pandrup folk kunne godt være store i slaget den gang.

Pandrup Mordet

I 1917 – i en fredelig tid hvor et mord var en virkelig sjældenhed, oplevede Pandrup et rigtigt MORD som ophidsede det ganske land. Sparekassens direktør, kancelliråd M.P. Bentzen blev en aften, hvor han alene sad og arbejdede i den tomme sparekassebygning, koldblodigt myrdet af en indbrudstyv, der derefter stak af med udbyttet: 5.676 kr. plus 50 kr. som han stjal fra Bentzens lomme. 7 dage senere blev han pågrebet nede midt i Jylland, og under politiledsagelse sendt til Pandrup med jernbanen. 

Da det rygtedes at han ville ankomme med toget, mødte den halve by op på stationen, i en særdeles ophidset lynch-stemning, for at tage imod den skrækkelige forbryder, der havde taget livet af den afholdte bykonge. Arrestforvareren i Pandrup imødeså med rædsel den blodige begivenhed der kunne forventes ved togets ankomst, og det lykkedes ham derfor telefonisk at lave en aftale med togpersonalet. Da toget lidt forsinket nåede frem til Pandrup station, var der ingen morder med. Toget var blevet standset ved Cannerslundvej, hvor morderen og hans vogtere blev losset over i en ventende hestevogn, og så gik det ellers under højlydte piskesmæld og i fuld galop, ind mod byen ad landevejen. Da sammenhængen gik op for den rasende folkemængde, styrtede alle op af Stationsvej og nåede lige akkurat at se hestevognen fare forbi i en støvsky, og forsvinde ind gennem porten til arresten, der blev smækket i med et brag, lige for næsen af den fremstormende flok.

Den gamle murer Vaskjær, der den gang som ung var forlovet med arrestforvarerens datter, og derfor havde haft lejlighed til at kigge ind i cellen, gennem det lille kighul i døren, ind til denne vaskeægte morder, kunne bagefter berette: ”Han så såmænd helt almindelig ud!!” - Efter at være idømt 16 års tugthus ved Hvetbo Herreds Ret i Pandrup, overførtes morderen til Horsens Tugthus, igen med jernbanen, men behørigt sikret.

Verdens første store skibs-dieselmotor sejlede i Pandrups centrum

Da Burmeister & Wain i 1912 søsatte ØKs første dieseldrevne motorskib, var det forsynet med en epokegørende 8 cylindret 4-takts dieselmotor, som B&W havde eksperimenteret sig frem til igennem 15 år. Skibet og dets motor vakte stor opsigt overalt på kloden hvor skibet anløb havn. Det var virkeligt datidens mest avancerede motor, og efter mange års trofast tjeneste på verdenshavene, fik den berømte motor i 1951 lov til at nyde sit otium på Pandrups Elektricitetsværk, hvor den år efter år fik lov til at køre videre, stille og roligt 18 timer i døgnet. Da værket blev nedlagt i 1966 tilbød man B&W at få den store motor tilbage, og den blev også tilbudt det nye tekniske museum i New York, men transporten blev så dyr, at eventyret endte med en ophugning.

Morgenbarberingen i Bredgade 11

Hver morgen kl. 8 præcis bliver døren på Pandrups Politistation åbnet, og byens hyggelige sherif, overbetjent M. Andersen træder ud i ulastelig uniform, dog uden den fine hvide kasket. Nynnende smålunter han tværs over gaden, over til Bredgade 11, hvor han i lighed med byens øvrige spidser hver morgen omhyggeligt bliver barberet med kniv.

Efter at have taget plads dækker fru Ellen Thomsen hans bryst og skuldre med en stor nystrøget, hvid og stivet kæmpeserviet, hvorefter hun sæber hans kæber og kinder ind, omhyggeligt og grundigt, til Andersen næsten er forsvundet i en sky af sæbeskum. Hun træder tilbage og i stedet træder barbermester Thomsen til, efter at barberkniven er blevet slebet på læderstroppen, og så tager barbermesteren ellers politiet ved næsen. Det afskrabede barberskum bliver tørret af på venstre håndryg, og når alt er skrabet af under hagen, under næsen og på begge kinder, bliver de sidste sæberester tørret af med servietten, der i et elegant sving bliver revet af Andersens korpus, hvorefter han nænsomt klappes på begge kinder med spritvåde håndflader.

Når så Andersen igen kom op at stå, og have fået ild på dagens første cigar, kunne han gryntende af velbehag, smålunte tilbage tværs over gaden, ind på politistationen. Pandrups gader var nu så hyggelige den gang, lige fra morgenstunden.

Fønbølgningens skaber

Det kunne hænde, at unge mænd kunne gøre lykke ved det smukke køn, til trods for en forpjusket frisure, men tilbage i 30’erne og 40’erne, gjorde en smukt bølget, Bryl-creme skinnende frisure hans chancer væsentligt bedre. I 1920’erne gjorde den unge frisørmester Thomsen i Pandrup, en opdagelse der siden hen var med til at forskønne mangen ungersvend. Han skabte fønbølgningen; en metode der takket være en varm luftstrøm og et behændigt drej af hårbørsten, dannede smukke bølgende frisurer der på selv strithårede hoveder, var i stand til at holde sig smukke en tid.

Metoden rygtedes vidt omkring, så hver fredag og lørdag aften var alle stole i Thomsens frisørsalon optagede af lange rækker af mænd, der var kommet cyklende langvejs fra, for at blive smukke. Her sad de så tålmodigt ventende på deres tur, medens klokken undertiden kunne nærme sig midnat, inden de efter forsigtigt havde sat kasketten på hovedet igen, kunne cykle forskønnede hjem. – Fønbølgningen gik sin sejrsgang over hele landet.

Smed Riis

I Bredgade 42 boede smedemester Alfred Riis der havde bygget smedien allerede i 1905. Han lignede med sin let ludende muskeltunge krop, sine krumme ben stukket i et par store træsko, sine sorte Skipper-Skræk-arme, sit pilskaldede hoved med de frække øjne og sit store stive læderforklæde selve indbegrebet af en rigtig smed. Han var yderst slagfærdig, en stor drillepind, meget populær, og aldeles frygtløs.

Jeg har oplevet hans optræden, en dag hvor hele byen blev opskræmt af den ildevarslende, gungrende galoperende lyd af et par løbske heste, der drønede sydpå igennem byen, med vognen slingrende kuskløs efter sig, og med folk forskræmt flygtende til alle sider – lige indtil den når ud til smed Riis, der pludselig befinder sig midt på gaden, lige foran de fremstormende heste. I en brøkdel af et sekund har han haget sig fast i hestenes hovedtøj, én i hver hånd. Han lader dem slæbe sig 3 meter hen ad gaden; så står han fast som en klippe, og holder de forskræmte frådende heste med himmelvendte øjne, ubrydeligt fast med sit jerngreb, mens et lettelsens suk breder sig over hele byen. Det var en oplevelse man aldrig glemmer.

Pandrup-skrædderen i Paris

Da den unge skrædder Lars Jensen Larsen (1871-1945), der havde lært hos skrædderen oppe ved Jetsmark Kirke, i halvfemserne besluttede sig for at se sig om i verden, lånte han 5 kr. som rejsekapital hos sin rige onkel i Kædegaard i Pandrup, pakkede sit pæne tøj i ranslen; det han havde syet som svendeprøve, og begav sig til fods sydpå. En skønne dag stod han i Paris, fandt et logi, tog sit pæne tøj på, og gik ud for at søge arbejde.

Han fandt frem til byens fornemmeste skrædderi, gik ind og tilbød dem sit arbejde. Den fornemme skræddermester i det meget elegante skrædderi, kikkede på vor unge ven; betragtede ham fra øverst til nederst; så gik han hen til døren ud til den store skrædderhal og klappede i hænderne: ”Tiens, kom herind alle sammen og se!”. Og så stimlede alle de franske skræddere ind for at se den danske skrædder, og Ihh og ÅÅh !! Alle gjorde store øjne! – Det der var faldet den fornemme franske skrædder i øjnene, var de bukser Larsen havde haft pakket ned under hele den lange vandretur, hvorved de havde fået en skarp fold fra øverst til nederst.

Den gang blev buksebenene behandlet, så de var runde som kakkelovnsrør. Men de her danske bukser havde jo fået ”pressefolder”, og det havde man aldrig set før i Paris. Men det så jo flot ud, så skrædder Larsen blev ansat. I 1908 blev han gift med chefens datter og overtog senere hele firmaet, der den dag i dag er et af de fornemmeste skrædderier i Paris.

Borgerforeningens stiftelsesfester

2. nytårsdag festligholdt man Borger- & Håndværkerforeningens stiftelsesfest ved at medlemmerne mødtes på Kroen til et stort fælles kaffebord, hvor foreningens formand kunne orientere om de mange nyskabelser der var dukket op i byen i det forløbne år. Den store krise i trediverne berørte selvfølgelig også denne unge by, hvorfor man omgående oprettede en fond til støtte for trængende medlemmer. For at skabe optimisme blandt medlemmerne besluttede man, at man ved stiftelsesfesterne ville lade hånt om de triste vanskeligheder i hverdagen, og ændre det sædvanlige kaffebord til en virkelig festlig middag, hvortil alle mødte op i det stiveste puds; herrerne i kjole og hvidt, damerne i lange kjoler.

Det blev hurtigt til en meget populær tradition, alle glædede sig til denne ene aften at lægge bekymringer og fortrædeligheder til side og bare spise, danse og feste. Omegnsbyerne var ganske vist forargede; ”Sådan noget flottenheimeri!” – ”De tror vist de er noget – jeg har hørt at der bliver holdt taler for Kongen, for Fædrelandet, en tredje taler for Flaget, en taler for foreningen og dens bestyrelse, og der bliver også holdt tale for egnens landboer og for Damerne!” – Men de gode Pandrup-borgere hyggede sig derved, år efter år, længe efter at krisen var overstået fortsatte det.

De første år kunne kroen servere et flot arrangeret torskegilde med efterfølgende saltmad for 1,75 kr. pr. kuvert. Selvfølgeligt steg prisen år for år, men ved stiftelsesfesten i 1948 var prisen dog stadig kun 5 kr. pr. kuvert, så der kunne godt blive råd til cognac eller likør til kaffen, men betragtet udefra har det nok været ekstravagant. Efter krigen dukkede der stemmer op om at det var udemokratisk; de der ikke havde kjole og hvidt at tage på, skulle også med, og i 1954 blev der påbudt ”almindelig påklædning”, og dermed var det slut med den traditionelle fest, hvortil borgerskabet følte sig forpligtet til at deltage.

Pandrup Hestevæddeløb

Lige siden 1934 har der hvert år været afholdt hestevæddeløb i Pandrup. De første år kun galopløb og hurdleløb (galopløb med forhindringer), men efterhånden også udvidet med travløb og med totalisator. Løbene påbegyndtes i sin tid for at skaffe penge til opførelse af Alderdomshjem og Teknisk Skole, og har da også der foruden, i årenes løb skaffet mange penge til sportsforeninger og spejderkorps.

Det har været et meget stort og kompliceret arrangement hvert år at sætte på benene, bare for en enkelt dag, men det har samtidigt været en fælles arbejdsopgave som arbejdsmanden, håndværkeren, forretningsmanden, dyrlægen og advokaten har kunnet mødes om. Der er ikke noget der ryster så godt sammen, som at slide og svede på samme hammel, og de årlige 10-12 løb har givet byen en presse og en værdifuld omtale i hele Nordjylland, hvis værdi slet ikke kan gøres op.

Vagtværn mod ”Den sorte børs”

Da man planlagde årets Jes-marked, der skulle finde sted den 28. sept. 1944, i den politiløse tid under krigen, frygtede man invasion af sortebørs-hajer fra Aalborg, og oprettede derfor i samarbejde mellem byens forskellige foreninger, et vagtkorps af unge stærke sportsfolk og ekspedienter fra byens forretninger, til at bistå sognefoged Martin Hansen.

Formålet var at modvirke illegal handel og sortebørs, samt opretholde ro og orden. Byens skiltemaler par excellence malermester og biografdirektør Bielefeldt, malede nogle flotte iøjnefaldende skilte, hvorpå man advarede den slags uromagere, om at de korporligt ville blive vist ud ad byen, hvis de ikke holdt sig i skindet. Så det gjorde de så!

 

  

Kommende aktiviteter